DOI Heft:
Nr. 1 (Januar 1926)
DOI Artikel:Madsen, Karl: En Skitse af Pieter Breugel
DOI Seite / Zitierlink: https://doi.org/10.11588/diglit.29340#0014
blot et fuldt autentisk, men et fremragende Studie fra Me-
sterens unge Aar. Og Breugels Skitse kan gøre Krav paa at
regnes mellem Museets Perler.
Unægtelig gør Fremstillingen den lidet egnet til at smyk-
ke en Sal i et kongeligt Slot. En radmager Mand med vidt-
opspilede Øjne og strittende Haar sætter i glubende Vild-
skab sine Tænder fast i den tykke Kind paa en velnæret
Herre med gejstlig Kalot, en udtæret gammel Kvinde aab-
ner sit tandløse Gab for ogsaa at faa en Bid af denne fri-
stende Bolle. Hvad
betyder det? Er
det en Allegori
paa Fastens Strid
med Fastelavn, et
Breugel kært Em-
ne? Eller kun et
spøgefuldt Indfald
som hans Frem-
stillinger af det
fede og det mag-
re Køkken? I hvert
Tilfælde har Spø-
gen en bitter Bi-
sinag.
En sær Person
har han været,
denne storeKunst-
ner, den største
mellem det 16de
Aarhundredes Ne-
derlændere. Hans
Omraade er vidt-
strakt. Han har
skildret sit Hjem-
lands jævne Na-
tur og fjerne
Bjergegnes impo-
nerende Mægtig-
hed, arvet Hirony-
mus Boschs Evne
til at danne de besynderligste Fantasiskabninger, men og-
saa fremstillet de flamske Landevejes fuldt saa uhyggelige
Krøblinge og Epileptikere. Han har udspekuleret Allegorier
paa Dyder og Laster, illustreret Ordsprogets Platheder og
dybsindige Visdom, endelig i nogle af sine seneste og yp-
perste Billeder givet Folkelivsskildringer med en magtfuld
Karaktertroskab, som aldrig forhen var set og ingensinde
senere er overgaaet. En net, om end svag Efterklang af
disse Værker findes i Museets smaa Rundbilleder af Lucas
van Valckenborch med Bryllupsgildet og Bøndernes Dans.
»Bonde-Breugel« opfattedes af sin Samtid som en Spas-
mager og kaldtes »Pier den drol«. Et Portræt viser ham
som en ærværdig Herre med et ædelt formet Hoved, en
Filosofs lange Skæg og en Filosofs alvorlige Mine. Som
en Filosof har han ogsaa betragtet Menneskenes støjende
Glæder og Uligheden i deres Kaar, Naturens vekslende
Former, Slynglernes Svig, Verdens skæve Gang og Dø-
dens Gru. Frygtløs har han skuet ned i den Afgrund, mod
hvilken de Blinde stavrer frem. Som Narren i de gamle
Skuespil fik han Frisprog til at sige beske Sandheder,
Lucas van Valckenborch: Bondebryllupet
Fra nogle af hans Fortolkninger af Bibelen synes der for os
at tone en Véklage over hans Fædrelands Trængselstid.
Han lader spanske Soldater myrde de værgeløse Smaa i et
Betlehem med en nordisk Vinters Tristhed og Sne; han
lader deres skumle Skikkelser ride forrest med det kejser-
lige Banner i det brogede Menneskemylder, der fører eller
ledsager den uskyldige Kristus til Retterstedet. Det sidst-
nævnte Emne, — som iøvrigt allerede Harry nret de Bles
(Harry Patenier) havde opfattet paa lignende Vis, •— er
fremstillet i et
stort Maleri i vort
Museum af Pieter
Breugels Søn, der
havde det samme
Navn som sin Fa-
der og malte Ko-
pier efter hans
Billeder. Origina-
len for vort Maleri
antages forsvun-
den. Røsten er ty-
deligt nok Jakobs,
men den grove
Haand kun Esaus.
Og da den gant-
le, den rigtige Pie-
ter Breugel ikke
alene var en stor
Filosof, men og-
saa en stor Maler,
har vi Grund til at
være taknemme-
lige for at eje et
egenhændigt Ar-
bejdeafham. Mod-
sætningsforholdet
mellem den rige
Fraadser og de
fattigeStakler, den
evige Strid mel-
lem den mætte og den sultne, er her udtrykt med en Kraft,
der næsten virker som et kommunistisk Oprørsmanifest.
Farveantydninger er kun faa, og Skitsen saa let malt, at
Rødkridtstegningen skinner igennem. Men den friske, aand-
fulde Behandling er en Mesterhaands. Den har ikke de
gamle Nederlændingers spagfærdige Forsigtighed, men sy-
nes at vise fremefter, mod det 17de Aarhundrede, ntod Ru-
bens. Rubens skattede Breugel, hentede undertiden Inspi-
rationer fra hans Arbejder og har i en Skitse anvendt en
Figur fra hans Billede af Barnemordet. Breugel brød med
Fortidens Stil og Udtryksformer og kom til at staa i Pagt
med Fremtiden.
Med Rette har Max J. Friedlander i en fortræffelig lille
Bog om Breugel fundet, at Museets i sit Indhold og i sin
Form Iige djærve Skitse kan minde ont en anden »sorg-
munter« Kunstner fra nyere Tid, en af det 19de Aarhim-
dredes største, nemlig Daumier.
2
sterens unge Aar. Og Breugels Skitse kan gøre Krav paa at
regnes mellem Museets Perler.
Unægtelig gør Fremstillingen den lidet egnet til at smyk-
ke en Sal i et kongeligt Slot. En radmager Mand med vidt-
opspilede Øjne og strittende Haar sætter i glubende Vild-
skab sine Tænder fast i den tykke Kind paa en velnæret
Herre med gejstlig Kalot, en udtæret gammel Kvinde aab-
ner sit tandløse Gab for ogsaa at faa en Bid af denne fri-
stende Bolle. Hvad
betyder det? Er
det en Allegori
paa Fastens Strid
med Fastelavn, et
Breugel kært Em-
ne? Eller kun et
spøgefuldt Indfald
som hans Frem-
stillinger af det
fede og det mag-
re Køkken? I hvert
Tilfælde har Spø-
gen en bitter Bi-
sinag.
En sær Person
har han været,
denne storeKunst-
ner, den største
mellem det 16de
Aarhundredes Ne-
derlændere. Hans
Omraade er vidt-
strakt. Han har
skildret sit Hjem-
lands jævne Na-
tur og fjerne
Bjergegnes impo-
nerende Mægtig-
hed, arvet Hirony-
mus Boschs Evne
til at danne de besynderligste Fantasiskabninger, men og-
saa fremstillet de flamske Landevejes fuldt saa uhyggelige
Krøblinge og Epileptikere. Han har udspekuleret Allegorier
paa Dyder og Laster, illustreret Ordsprogets Platheder og
dybsindige Visdom, endelig i nogle af sine seneste og yp-
perste Billeder givet Folkelivsskildringer med en magtfuld
Karaktertroskab, som aldrig forhen var set og ingensinde
senere er overgaaet. En net, om end svag Efterklang af
disse Værker findes i Museets smaa Rundbilleder af Lucas
van Valckenborch med Bryllupsgildet og Bøndernes Dans.
»Bonde-Breugel« opfattedes af sin Samtid som en Spas-
mager og kaldtes »Pier den drol«. Et Portræt viser ham
som en ærværdig Herre med et ædelt formet Hoved, en
Filosofs lange Skæg og en Filosofs alvorlige Mine. Som
en Filosof har han ogsaa betragtet Menneskenes støjende
Glæder og Uligheden i deres Kaar, Naturens vekslende
Former, Slynglernes Svig, Verdens skæve Gang og Dø-
dens Gru. Frygtløs har han skuet ned i den Afgrund, mod
hvilken de Blinde stavrer frem. Som Narren i de gamle
Skuespil fik han Frisprog til at sige beske Sandheder,
Lucas van Valckenborch: Bondebryllupet
Fra nogle af hans Fortolkninger af Bibelen synes der for os
at tone en Véklage over hans Fædrelands Trængselstid.
Han lader spanske Soldater myrde de værgeløse Smaa i et
Betlehem med en nordisk Vinters Tristhed og Sne; han
lader deres skumle Skikkelser ride forrest med det kejser-
lige Banner i det brogede Menneskemylder, der fører eller
ledsager den uskyldige Kristus til Retterstedet. Det sidst-
nævnte Emne, — som iøvrigt allerede Harry nret de Bles
(Harry Patenier) havde opfattet paa lignende Vis, •— er
fremstillet i et
stort Maleri i vort
Museum af Pieter
Breugels Søn, der
havde det samme
Navn som sin Fa-
der og malte Ko-
pier efter hans
Billeder. Origina-
len for vort Maleri
antages forsvun-
den. Røsten er ty-
deligt nok Jakobs,
men den grove
Haand kun Esaus.
Og da den gant-
le, den rigtige Pie-
ter Breugel ikke
alene var en stor
Filosof, men og-
saa en stor Maler,
har vi Grund til at
være taknemme-
lige for at eje et
egenhændigt Ar-
bejdeafham. Mod-
sætningsforholdet
mellem den rige
Fraadser og de
fattigeStakler, den
evige Strid mel-
lem den mætte og den sultne, er her udtrykt med en Kraft,
der næsten virker som et kommunistisk Oprørsmanifest.
Farveantydninger er kun faa, og Skitsen saa let malt, at
Rødkridtstegningen skinner igennem. Men den friske, aand-
fulde Behandling er en Mesterhaands. Den har ikke de
gamle Nederlændingers spagfærdige Forsigtighed, men sy-
nes at vise fremefter, mod det 17de Aarhundrede, ntod Ru-
bens. Rubens skattede Breugel, hentede undertiden Inspi-
rationer fra hans Arbejder og har i en Skitse anvendt en
Figur fra hans Billede af Barnemordet. Breugel brød med
Fortidens Stil og Udtryksformer og kom til at staa i Pagt
med Fremtiden.
Med Rette har Max J. Friedlander i en fortræffelig lille
Bog om Breugel fundet, at Museets i sit Indhold og i sin
Form Iige djærve Skitse kan minde ont en anden »sorg-
munter« Kunstner fra nyere Tid, en af det 19de Aarhim-
dredes største, nemlig Daumier.
2