Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

teatralsk og smaaborgerligt derpaa. —- I den firkantede
iigeledes alfresco-bemalede Gaard ligger Thorvaldsens
Grav, og hans uhyre Produktion i Gips og i Marmor, samt
i nogle Lokaler i øverste Etage tillige hans Samlinger, op-
fylder Rummene.

Museet gælder for at være en af Byens Seværdigheder
og lige saa taalmodigt som utvivlsomt kedende sig drager
Fremmedstrømmen, drevet af Hjordinstinkter, igennem det
i stadig nye Flokke; de indfødte er langt i Mindretal.

Men paa det moderne
Menneske, der paa en eller
anden Maade staar i indre
Forbindelse med de Ieven-
de kunstneriske Strømnin-
ger, rejser Haarene sig paa
Hovedet naar Thorvaldsens
Navn nævnes. Hvorledes:
skal denne Masseproduk-
tion af blege mythologiske
og religiøse Skygger, disse
plastiske Udtryk for blod-
Iøse Kulturtanker, ved Sy-
net af hvilke Hjærtet ikke
slaar hurtigere, være
Kunst?! Skulde dette de
idylliske Formers tvivlsom-
me Paradis, denne tilsukre-
de Eufemisme kunne byde
vor saa sørgeligt splitte-
de Tilværelse noget?! ■—

Og dog kommer man ikke
uden om, at denne Kunst
i sin Tid oplevede en uset
europæisk Succes. Paa en
Strækning fra Rom til Kjø-
benhavn, fra Cambridge til
Krakau vidner Thorvaldsens
Kunst endnu i Dag om Slut-
ningen af det 18. og Begyn-
delsen af det 19. Aarhun-
dredes Livsfølelse og Smag
paa saa typisk en Maade,
som man ellers kun kan sige
det om Billedhuggere fra en
helt anden ikke-tidspræget
Kunstepoke. (Jeg nævner her kun Navnet Rodin.) ■— Der
mangler aabenbart noget hos os, naar vi ikke kan føle
mere Forstaaelse. Hvad er Kunstnydelse? Forhøjet Selv-
virksomhed hos Beskueren. Naar Kierkegaard i et Skrifte-
maal advarer Tilhørerne fra ikke at føle sig som udelagtig
Kritiker og Tilskuer, og tilføjer, at Taleren jo kun er Sufflø-
ren i Kassen, og at den egentlige Fremstilling af Sagen
maa fuldbyrdes i Tilhøreren og ved Tilhøreren uden Til-
skuer, saa lader dette sig ogsaa anvende paa Kunsten.
Ogsaa Kunsten er i og for sig en Tale, der henvender sig
til de Mennesker, der er indenfor dens Rækkevidde. Men
det egentlige og afgørende maa fuldbyrdes af disse selv.
Hvor nær er ikke i Kunsten at forstaa og at nydc! — Men
kun den, der har forstaaet, er det egentlig tilladt at forkaste.

Lad os derfor en Gang forsøge at sætte os levende ind

i den Tids Stemning. Klassicismen var nærmest og frem
for alt en Reaktion mod Barokken og Rokokoen. Rousseau
var traadt frem og havde overfor Vrimmelen af ophobede
Traditioner fundet lidenskabeligt Bifald for sin Prædiken
om Menneskenaturens oprindelige Godhed og Skønhed.
Ogsaa i Winckelmanns og hans Efterfølgeres Genopda-
gelse af Antiken laa noget af denne Søgen efter hin op-
rindelige Fuldkommenhed. For den paaklædte Nordbo var
cie antike Statuers Nøgenhed en Afsløring og Befrielse af

en af et ugunstigt Klima og
en aldrende Kultur tilhyllet
og underkuet Skønhed. De
Samtidige har sikkert netop
søgt dette i Thorvaldsens
Skikkelser fra clen græske
Mythologi og i Taknemme-
lighed fundet dem i særlig
Grad naturlige. — Men ved
denne fornyede Forbindelse
med Antiken udvikledes og-
saa nye Formfølelser, især
for Billedhuggerkunstens.
Det bekendteste tyske Vid-
nesbyrd om denne vaagnen-
de Interesse er Lessings
Laokoon. Thorvaldsens pla-
stiske Kunst er paa sin Vis
Udtryk for de Principper,
som man den Gang havde
kæmpet sig frem til.

Thorvaldsens Kunst sy-
nes altsaa at øse af to Kil-
der; den ene er en af Rous-
seau paavirket, saa at sige,
borgerlig Humanisme, den
anden er af overvejende
formel Art og gaar ud paa
rolig Harmoni, det vil sige
omtrent paa det, der i Ti-
dens Sprog hed Ⱦdel En-
fold og stille Storhed«. Ka-
rakteristisk for dette sidste
synes mig især den Maade,
hvorpaa den belvederiske
Apollon blev omformet til
Thorvaldsens i sin Tid saa meget beundrede Jasonstatue.
Men denne Tendens til at forvandle og overføre den liden-
skabelige Bevægelse til en i sig selv hvilende Form, staar
aabenbart i indre Forbindelse med hin borgerligt-idylliske,
Rousseau-farvede Humanisme.

I begge søgte man det »rent menneskelige«. Denne Idé
var ogsaa en Ledestjerne for den klassiske tyske Litteratur-
periode. Schillers »Lied von der Glocke« og Goethes »Her-
mann und Dorothea« staar Thorvaldsens Atmosfære nær.
Nu vil det visseligt falde os svært endnu engang friskt og
naivt at opleve et Digt som Schillers die Glocke; man vil
finde saa meget fremmed og forældet, at der af denne
Parallel let ufrivilligt kunde blive et nyt Argument mod
Thorvaldsen. Men Goethe var jo dog ingen Filister og
naar vi hører, at han engang ved Oplæsningen af »Her-

Thorvaldsen: Jason med det gyldne Skind

154