Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

Rasm. Christiansens Atelier paa Marmorpladsen. — I den
Slags deltog naturligvis anerkendte Malere som Krøyer,
Tuxen eller Zahrtmann ikke. Men der var forskellige andre
Grunde, der gjorde, at ogsaa de blev mere og mere util-
fredse med Charlottenborg. Det er egentlig umuligt for
alle andre end Rohde at faa et Overblik over, hvad der
dengang virkelig skete. I de forskellige Beretninger ser man
store Dønninger, men de egentlig drivende Kræfter ligger
skjult i Mørket. Der fortælles først om et Selskab ude hos
Philipsen i Dragør, hvor bl.
a. Karl Madsen, Anker, Fru
Anker og Viggo Johansen
var tilstede. Og senere oin
et stort Møde i Hotel Phø-
nix den Aften, det var ryg-
tedes, at Frans Henningsen,
den Renegat, var bleven fo-
retrukken for Jerndorf til
Professor ved Kvindeskolen.

Bølgerne gaar højt. Man
drøfter denne Plan om en
Udstilling for Studieskolens
Kreds, der stammer fra,
man ved ikke rigtig hvem.

Man kommer saa vidt, at
man gaar over paa den an-
den Side af Gaden til Kunst-
handler Stokholm og forhø-
rer om Lokaler. Men Stok-
holm vil have 1000 Kr. kon-
tant, og saa kommer Som-
meren (89) og Folk rejser
paa Landet. Da Niels Skov-
gaard, hvem Planen Iigger
paasinde, hen paa Efter-
aaret gaar op til Krøyer,
mærker han, at Interessen
for den er stærkt afkølet.

Men endnu samme Efter-
aar kommer Slott-Møllerne
ud til ham og siger, at de,

Hammershøj og Rohde har
besluttet aldrig mere at udstille paa Charlottenborg. Niels
Skovgaard er straks med til at forsøge at danne en egen
Udstilling, og Joachim faar Rohde overtalt. Rohdes Tanke
var at samle en begrænset Kreds af Folk, der kendte hin-
anden, havde omtrent samme Syn paa Kunst og stod lige-
dan overfor Akademiet. Kleis paa Vesterbro var villig tii
at stille Lokaler til Raadighed mod Halvparten af Indtæg-
ten. Man begyndte nu at holde Møder med en snævrere
Kreds hos Niels Skovgaard og gaa rundt og forhandle med
dem, man ønskede med. Af stor Betydning blev det, at
Zahrtmann uforbeholdent sluttede sig til Tanken. Det store
afsluttende Møde holdtes hos Joachim Skovgaard i Rosen-
vænget. Stemningen var temmelig mat. Tidligt paa Afte-
nen trak Krøyer sig tilbage, men lidt efter kom Zahrtmann
lige fra Middag, i Kjole og Hvidt. Han talte meget varmt
for Sagen, vendte Stemningen ganske, og det endte med,
at alle de tilstedeværende skrev under.

Rohde fik Glæde af sin Tanke. Allerede paa Forhaand

190

var Udstillingen en Sensation. Tænk, Krøyer, Julius Paul-
sen, Philipsen, Viggo Pedersen, Joachim Skovgaard og
Zahrtmann brød ud fra den statsanerkendte Udstilling, for-
uden Hammershøj, Niels Skovgaard, Rohde, Slott-Møllerne
og en Mand, der hedder Willumsen og som har en Rade-
ring af sin Kone i gravid Tilstand! Zahrtmann staar for det
hele og han har hængt Silkepapirssuffiter op i Ovenlyset,
en Krans røde, en Krans gule og en Krans blaa!

Udstillingen blev en smuk Succes. Særlig en vis Pinse-

dag. Det havde været dej-
ligt Vejr og hele København
var i Søndermarken og Fre-
deriksberg Have. Saa kom
der en rask lille Byge og jog
Folk hjem. De strømmede
ind ad Vesterbrogade, og
ind hos Kleis. Den Dag gik
der saa mange gennem Tæl-
leapparaterne, at det til Sta-
dighed var en Gaade for
Kleis, hvordan de kunde
rummes i Lokalerne. Allere-
de 1893 var Sammenslut-
ningen saa rig, at man kun-
de bygge eget Hus, dengang
efter Tegning af Bindesbøl,
og konstituere sig som Sel-
skab med Protokol, Forret-
ningsfører og Parthavere.

Allerede ved Begyndelsen
af sin egentlige Kunstnerba-
ne kunde Rohde altsaa se
tilbage paa to Stykker vel-
gjort Arbejde af blivende
Betydning, »De frie Skoler«
og »Den fri Udstilling«. De
skyldes begge hans Initia-
tiv og hans Energi, og han
blev ved med at være Sjæ-
Ien i dem trods den rige
kunstneriske Virksomhed,
han siden selv har udfoldet.

En Tid lang i Begyndelsen af Aarhundredet ledede han
Undervisningen paa »De frie Skoler«, indtil Albertiaarenes
Sparebestræbelser fik Bugt med dem. Hvad »Den frie Ud-
stilling« angaar, saa har den jo ingen officiel Titel at bort-
give. Rohde vilde vist ogsaa betakke sig. Men at han gan-
ske uofficielt æres som Pater Patriæ af den og dens Med-
lemmer, det er det let for enhver at overbevise sig om.

Dette er kun en højst ufuldstændig Beretning om Rohdes
indholdsrige Liv. Det var til at forudse, at den vilde blive
mangelfuld, og det er temmelig sikkert, at den paa mange
Punkter er gal. Den eneste, der virkelig kender Forholdene
i dette Tidsrum tilbunds, er nemlig Johan Rohde. Men
det maatte forsøges alligevel at give en Forestilling
om, hvormeget vi skylder ham, baade for hans Kunst og
for hans personlige Indsats, begge Udslag af den samme
høje Kultur, den samme retlinjede og dog hjertevarme
Karakter.

Skab i Mahogni. Tilhører Kunstneren

/. A. Bundgaard.