Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

til. Om det ikke var den samme, lignede
de ihvert Fald hinanden meget, altfor me-
get. Naar Meldingen kom: Undervandskri-
gen har i officielle Kredse ikke foraarsaget
den ringeste Uro, satte han sig hen og
smurte ned i hastige, haarde Tuschstrøg en
Scene fra Havet, nogle hundrede Mand,
som gaar til Bunds.

Forbitrelsen giver disse lidenskabelige
Skitser en mærkelig haard og fast Form,
som allerede er en kunstnerisk Bedrift. I
bevidst, skarp Protest mod foregaaende Ge-
nerations vage, atmosfæriske Stemnings-
skildring, som hvilede anstændigt i sig selv,
fremlægges disse facts i hele deres agres-
sive, tendensiøse, skamløse Realitet.

Saa kom Freden. Dødens Billede, som
saa længe havde fyldt ham, maatte vige
for Livets. Han vendte Blikket mod Fredens
og Arbejdets Verden og fandt — Krigen.
Den samme evige, uretfærdige, hensynsløse,
bedrageriske Krig, Undertrykkelse, Uret-
færdighed. Det, som han udtrykte i »25
images de la passion d’un homme«. Helten
er det uægte Barn af en Arbejderkvinde,
som vokser op til en Oprører, som faar sin
Straf som saadan, stilles op mod en Mur
og skydes... En mandig Tragedie, tungsin-
dig, behersket, fuld af Kraft, det, som er
stærkere end den enkelte Persons Tilintet-
gørelse, fremstillet i Træsnit.

Han har fundet sin Teknik i denne Se-
rie, som følges af: »Livres d’heures« (167
Træsnit), »L'idee« (83), Le soleil« (63) og

»Histoire sans paroles« (60) samt et Utal
af Illustrationer, først og fremmest til hans
Nabo i den kosmopolitiske Gade Charles-
Louis Philippe og Rolland (alene til »Jean
Christophe« 600 Snit).

Disse Serier er det, som er Genstand for
saa stor Popularitet. Det maa forklares ud
fra deres nære Tilknytning til et Fænomen
som Filmen eller endnu bedre Middelalde-
rens Biblia pauperum. De forstaas overalt,
altid og af alle.

Midtpunktet er overalt den samme Skik-

Fra „La passion d’un homme

kelse, en sund langbenet Karl med et vel
nervøst Hoved til den solide Benbygning.
Han gaar rundt, ofte med Hænderne i Lom-
men, Skridt for Skridt gennem Livet, altid
vaagen og oplagt til at tage fat, glad og
fræk, men paa god Flander-Vis (Maseree!
er Belgier), altid med Kniven i Støvleskaf-
tet. Han gaar saadant midt igennem vor
egen Tid, ogsaa ind paa Støberier, i Gru-
ber og Fabriker, men det hænder, at han
stikker af fra de surrende Drivremme, de
blændende Glødelamper, de hvæsende Bæl-
ge og larmende Damphamre for at finde
sig selv igen i et Hjørne af en Mark mel-
lem Gaaseurter og Mælkebøtter med en
Millet’sk Harve som Idol.

Længe bliver han der ikke. Stadig søger
han videre. I »Le soleil« har han apotoseret
denne stadige Stræben. Paa det første Bil-
lede i Serien ser man Masereel ved sit Ar-
bejdsbord med Træskærerredskaberne for-
an sig. Solen, som skinner ind gennem det
aabentstaaende Vindu faar ham til at falde
i Søvn. Og ud af hans Hoved kravler, gan-
ske som Sjælen af den døendes Mund paa
Middelalderens Altertavler, en Astralmase-
reel, som begiver sig paa Vandring mod
det højeste. Alle tænkelige Midler bliver
forsøgt som Vehikel mod det store Maal:
Aeroplaner, Drager, Luftgyngens Baade ...
han griber efter dens Spejlbillede i Vandet,
dens Sindbillede i Krusifiksets Glorie, dens
Afbillede i Fyrtaarnet, ja, i den Aura af
koncentreret Sanselighed, som staar om-

x