DOI Heft:
Nr. 12 ( December 1926)
DOI Artikel:Pander, Arist: Jan Steen: i Anledning af hans 300-aarige Fødselsdag
DOI Seite / Zitierlink:https://doi.org/10.11588/diglit.29340#0355
Mauritshuis og den nu offentlig tilgængelige Samling Bre-
dius i Haag er i Besiddelse af et større Antal af Steen’s
Billeder. En aldeles fyldestgørende Repræsentation af hans
Livsværk kunde sees iaar i hans Fødeby Leiden, hvor det
kommunale Museum »De Lakenhal« havde aabnet en Ud-
stilling paa henved 80 Bifleder til Minde om hans 300-
aarige Fødselsdag.
Forsøger man paa dette Grundlag at danne sig et Skøn
over hans Virksomhed, saa naar man til et Resultat, som i
det væsentlige af-
kræfter Houbraken’s
Syn paa Steen baade
som Kunstner og sorn
Personlighed. Det er
indlysende, at en
Kunstner, der har
skænket Efterverde-
nen saa mange
pragtfulde Værker,
deriblandt mindst en
Snes i koloristisk og
kompositionel Hen-
seende ualmindeligt
fint udførte »Perler«,
ikke har været en
simpel Drukkenbolt.
Uden at gøre Kunst-
neren paa nogen
Maade Fortræd, skal
det villigt indrøm-
mes, at langtfra alle
Billeder frembyder
en lige stor kunstne-
risk Interesse, hvil-
ket i høj Grad van-
skeliggør Bedømmel-
sen af hans samlede
Produktion. Det er i
hvert enkelt Tilfælde
nutildags særdeles
vanskeligt at afgøre,
om den paafaldende
Skødesløshed i en
Række Billeders Udførelse skyldes en løssluppen Livsvan-
del, eller om den er betinget af de trange Kaar, under
hvilke han har været pisket til at male for enhver Pris blot
for at fremskaffe de til sin talrige Families Underhold
uundværlige Subsistensmidler. Hans samlede Værk omfat-
ter omtrent 500—600 ægte Billeder, men kun 100 af de
bedste vilde være mere end tilstrækkelige til at gøre hans
Navn udødeligt.
Selv en overfladisk Gennemgang af Steen’s Billeder
overbeviser os om, at han har været en ualmindelig men-
neskekærlig Kunstner, som med fuld Føje kunde have valgt
som Livsmotto den romerske Digter Terentius’ Ord: »Ho-
mo sum, humani nihil a me alienum puto« (jeg er et Men-
neske og mener, at intet menneskeligt er mig fremmed).
Steen’s Alsidighed viser sig ikke saa meget i Emnernes
Valg, som i hans udtømmende Behandling af det engang
valgte Omraade i dets forskellige Ytringer. Det er »Wein,
Weib und Gesang« og dette uadskillige Trespands Rolle
i det menneskelige Liv, Steen er mest optaget af baade i
Realiteten og i Kunsten. Dog vel at mærke, dets Virknin-
ger bedømmes ikke ud fra en Moralists Synspunkt, men
de skildres af en munter, med en aldrig svigtende Iagtta-
gelsesevne udrustet Deltager i Livets brogede Mummespil.
Derfor har Steen dog ingenlunde været en »forloren Søn«,
som efter nogle Aars umaadelig Morskab er vendt hjem
for fremtidig at blive en fordømmende Spidsborger, tvært-
imod, indtil sin Død
bliver han ved at mo-
re sig, uden paa no-
gen Maade at frafal-
de sine kunstneriske
Hensigter. Det er
ganske vist ikke no-
gen alvorsfulde Be-
tragtninger over Li-
vet, han anstiller;
langtfra det, hans
Kunst er et sanddru
Udslag af hans Væ-
sen, »der er Lune,
støttet paa en god
Fordøjelse, aldrig
Spot fremkaldt af
Mavesyre«, som
Steen’s og hans
Kunsts kongeniale
Fortolker, Holger
Drachmann, skriver
i sin fine psykologi-
ske Skitse »Brevet
om Jan Steen« (i
»Rejsebilleder«, Kbh.
1882). Hans Kunst
er først og fremmest
Udtrykskunst i dens
bogstavelige For-
stand, idet hans Maal
er at finde de mest
passende Fremstil-
lingsmidler til at gen-
give de vidtforskellige Udtryk hos Mennesker baade med
Hensyn til Minespillet og Lemmernes uvilkaarlige Bevæ-
gelser. Dog er det ikke Dybsindighedens eller Moralfilo-
sofiens Udslag, der interesserer Steen -— det er Glædens,
Jublens og Elskovslængslens Udtryk i alle deres Nuancer
fra det naivt-barnlige til det skalkagtige, fra det følsomt-
fine til det djærvt-genrene, fra den kyske Hengivenhed til
den sindsoprørende Sanselighed, som fængsler Steen. Men
inderst inde er det Latteren, ligegyldig i hvilken Anledning
den bryder ud, der inspirerer Kunstneren til hans bedste
Arbejder. Kun hans Landsmand Frans Hals og den russiske
Kunstner Filip Maljavin har formaaet at give Latteren
den samine Potens og Intensitet som Steen har gjort det
i Billeder, som Selvportrættet i London (Samling Earl of
Northbrook), i »Rhetorikernes Fest« (Amsterdam, Kunst-
handel) eller i »Det galante Tilbud« i Bruxelles (Kunst-
inuseum). Hans Billeder er maaske ikke altid lige pæne,
Soveværelset (London)
211
dius i Haag er i Besiddelse af et større Antal af Steen’s
Billeder. En aldeles fyldestgørende Repræsentation af hans
Livsværk kunde sees iaar i hans Fødeby Leiden, hvor det
kommunale Museum »De Lakenhal« havde aabnet en Ud-
stilling paa henved 80 Bifleder til Minde om hans 300-
aarige Fødselsdag.
Forsøger man paa dette Grundlag at danne sig et Skøn
over hans Virksomhed, saa naar man til et Resultat, som i
det væsentlige af-
kræfter Houbraken’s
Syn paa Steen baade
som Kunstner og sorn
Personlighed. Det er
indlysende, at en
Kunstner, der har
skænket Efterverde-
nen saa mange
pragtfulde Værker,
deriblandt mindst en
Snes i koloristisk og
kompositionel Hen-
seende ualmindeligt
fint udførte »Perler«,
ikke har været en
simpel Drukkenbolt.
Uden at gøre Kunst-
neren paa nogen
Maade Fortræd, skal
det villigt indrøm-
mes, at langtfra alle
Billeder frembyder
en lige stor kunstne-
risk Interesse, hvil-
ket i høj Grad van-
skeliggør Bedømmel-
sen af hans samlede
Produktion. Det er i
hvert enkelt Tilfælde
nutildags særdeles
vanskeligt at afgøre,
om den paafaldende
Skødesløshed i en
Række Billeders Udførelse skyldes en løssluppen Livsvan-
del, eller om den er betinget af de trange Kaar, under
hvilke han har været pisket til at male for enhver Pris blot
for at fremskaffe de til sin talrige Families Underhold
uundværlige Subsistensmidler. Hans samlede Værk omfat-
ter omtrent 500—600 ægte Billeder, men kun 100 af de
bedste vilde være mere end tilstrækkelige til at gøre hans
Navn udødeligt.
Selv en overfladisk Gennemgang af Steen’s Billeder
overbeviser os om, at han har været en ualmindelig men-
neskekærlig Kunstner, som med fuld Føje kunde have valgt
som Livsmotto den romerske Digter Terentius’ Ord: »Ho-
mo sum, humani nihil a me alienum puto« (jeg er et Men-
neske og mener, at intet menneskeligt er mig fremmed).
Steen’s Alsidighed viser sig ikke saa meget i Emnernes
Valg, som i hans udtømmende Behandling af det engang
valgte Omraade i dets forskellige Ytringer. Det er »Wein,
Weib und Gesang« og dette uadskillige Trespands Rolle
i det menneskelige Liv, Steen er mest optaget af baade i
Realiteten og i Kunsten. Dog vel at mærke, dets Virknin-
ger bedømmes ikke ud fra en Moralists Synspunkt, men
de skildres af en munter, med en aldrig svigtende Iagtta-
gelsesevne udrustet Deltager i Livets brogede Mummespil.
Derfor har Steen dog ingenlunde været en »forloren Søn«,
som efter nogle Aars umaadelig Morskab er vendt hjem
for fremtidig at blive en fordømmende Spidsborger, tvært-
imod, indtil sin Død
bliver han ved at mo-
re sig, uden paa no-
gen Maade at frafal-
de sine kunstneriske
Hensigter. Det er
ganske vist ikke no-
gen alvorsfulde Be-
tragtninger over Li-
vet, han anstiller;
langtfra det, hans
Kunst er et sanddru
Udslag af hans Væ-
sen, »der er Lune,
støttet paa en god
Fordøjelse, aldrig
Spot fremkaldt af
Mavesyre«, som
Steen’s og hans
Kunsts kongeniale
Fortolker, Holger
Drachmann, skriver
i sin fine psykologi-
ske Skitse »Brevet
om Jan Steen« (i
»Rejsebilleder«, Kbh.
1882). Hans Kunst
er først og fremmest
Udtrykskunst i dens
bogstavelige For-
stand, idet hans Maal
er at finde de mest
passende Fremstil-
lingsmidler til at gen-
give de vidtforskellige Udtryk hos Mennesker baade med
Hensyn til Minespillet og Lemmernes uvilkaarlige Bevæ-
gelser. Dog er det ikke Dybsindighedens eller Moralfilo-
sofiens Udslag, der interesserer Steen -— det er Glædens,
Jublens og Elskovslængslens Udtryk i alle deres Nuancer
fra det naivt-barnlige til det skalkagtige, fra det følsomt-
fine til det djærvt-genrene, fra den kyske Hengivenhed til
den sindsoprørende Sanselighed, som fængsler Steen. Men
inderst inde er det Latteren, ligegyldig i hvilken Anledning
den bryder ud, der inspirerer Kunstneren til hans bedste
Arbejder. Kun hans Landsmand Frans Hals og den russiske
Kunstner Filip Maljavin har formaaet at give Latteren
den samine Potens og Intensitet som Steen har gjort det
i Billeder, som Selvportrættet i London (Samling Earl of
Northbrook), i »Rhetorikernes Fest« (Amsterdam, Kunst-
handel) eller i »Det galante Tilbud« i Bruxelles (Kunst-
inuseum). Hans Billeder er maaske ikke altid lige pæne,
Soveværelset (London)
211