Kompositionens Dristighed var bibeholdt og Formgivnin-
gen stadig præget af det lidt stumpe og grovkornede.
Senere, og især i Løbet af den allersidste Tid, har Borch
gennenrløbet en stor og frodig Udvikling. Landskabsmale-
riet har sikkert haft stor Be-
tydning for ham; direkte med
Naturen for Øje har han gen-
nem fornyet Studium arbejdet
sig op igen til sin fulde Far-
vestyrke. Man mærker den
fødte Kolorist i »Malerpor-
trætet«, Manden med den
røde Jakke og den spidse
spanske Hat, ligesom i Kvin-
deportrætet med den ejen-
dommelige højt opsatte Fri-
sure, et Billede holdt i næ-
sten spektralt rene Toner,
dæmpede ultramarineblaa, ly-
se, gule og svagt rødlige.
»Den syge« som Borch hav-
de paa Efteraarsudstillingen i
Aar og som Edvard Munch
omtalte sonr et Bevis paa ung
dansk Kunsts høje Standard
i Øjeblikket, er et fremragen-
de Arbejde i sin sikre Karak-
teristik og sine fint afstemte
grønlige Farver.
0. V. Borch er et Kraft-
geni, som, skønt udpræget
moderne, ved ikke blindt at
lystre Modeparolerne altid
udsætter sig for den Risiko
at blive korrekset af Kunst-
kritikere, der i Frisindets og
Ungdommens Navn udøver
Formalismens Tyranni, •— i Reglen fordi de selv i Virke-
ligheden intet aner orn Kunstens inderste Væsen. Men
Borch kan taale det. Han vil stadig gaa sine egne Veje.
Den virkelige Kunstner skaber selv sin Form, selv om
han maaske først sent naar saa højt
i offentlig Anseelse, at Modejour-
nalkritikerne docerer denne hans
Form som clen eneste og evigt gyl-
dige, —■ for allerede næste Sæson
at slaa sig selv paa Munden.
Det burde være unødvendigt at
fastholde, at det ikke kommer an
paa, om Kunst er »moderne« eller
ikke moderne. De forskellige »is-
mer« flyder en Stund rundt som
Blærer paa Kunstens endeløse
Ocean, — men god Kunst vil altid
bestaa.
0. V. Borch er en født Kunstner
og en ærligt stræbende Kunstner.
At han tillige har den virile Krafi
og den ungdommelige Dristighed,
gør ham til en af dem, i hvenr vi
ikke alene har Lov til at se den retskafne Stridsmand, men
tillige et Føreremne.
Af de her gengivne Bi'ileder hører de to første til Borchs
seneste Periode og er begge malede i Aar. Oksekraniet er
baade det mest virtuost male-
de og vidner om den største
koloristiske Sikkerhed. Kors-
nedtagelsen og Billedet af
Rytteren og Dragen er begge
et Par Aar gamle, og ligger i
samme koloristiske Niveau:
det er som om Borch i dette
Tidsrum har bevæget sig i en
lige Linje fra en Malerkultur,
beslægtet med de gamle tyske
Kobberstikkeres i Stil og Lin-
•je, til Nutidens, af Renæssan-
cepragt paavirkede, bevidste
Arkaisme.
Dette vil maaske være det
sidste Led i Borchs foreløbige
Udvikling inden han fremtræ-
der som den absolut selvstæn-
dige Personlighed. Borch har
alle Betingelser for at blive en
Fornyer af dansk Kunst. Det
væsentlige har han, — Maler-
glæden, Trangen til at give
alt ved Hjælp af Farven, —■
naar han dertil har føjet den
Sikkerhed i Formning og Lin-
jeføring, som Renæssancens
Kunstnere sad inde med, vil
Fremtiden sikkert bringe en-
hver kunstinteresseret mange
Glæder for Øjet fra O. V.
Borchs Haand. Han er baade
for dygtig og for betydelig til — som de fleste — at lade
sig nøje ined at forarge de Umyndige og mætte de Indiffe-
rente med Sensationer. Ægte Kunstnere er der sjælden
Godtkøb paa, — og ihvertfald kan vi aldrig faa for mange
af dem.
Jeg haaber, at 0. V. Borch vil
faa inegen Medbør — saa megen, at
det vil bringe hans Evne til hurtig
fortsat Blonrstring, — og at han til-
lige, om fornødent, inaa faa saame-
get Modgang, som kræves for at
give Kunstnersindet den afgørende
Hærdning. Borch er »kommet til«
i en heldig Periode; Før-Krigstidens
Dødvande hengik, mens hans Ev-
ner endnu var i Puppetilstand, og
han var endnu ikke kommet rigtig
med i den giftige Epoke, da Guldet
strømmecle ind over Landet. Men
selv uden Landsted ved Rivieraen
eller Luksusautomobil i egen Ga-
rage vil han nok vide at kunne
hævde sig nrellem Standsfæller.
Korsnedtagelsen
Rytteren, Jomfruen og Dragen
224
gen stadig præget af det lidt stumpe og grovkornede.
Senere, og især i Løbet af den allersidste Tid, har Borch
gennenrløbet en stor og frodig Udvikling. Landskabsmale-
riet har sikkert haft stor Be-
tydning for ham; direkte med
Naturen for Øje har han gen-
nem fornyet Studium arbejdet
sig op igen til sin fulde Far-
vestyrke. Man mærker den
fødte Kolorist i »Malerpor-
trætet«, Manden med den
røde Jakke og den spidse
spanske Hat, ligesom i Kvin-
deportrætet med den ejen-
dommelige højt opsatte Fri-
sure, et Billede holdt i næ-
sten spektralt rene Toner,
dæmpede ultramarineblaa, ly-
se, gule og svagt rødlige.
»Den syge« som Borch hav-
de paa Efteraarsudstillingen i
Aar og som Edvard Munch
omtalte sonr et Bevis paa ung
dansk Kunsts høje Standard
i Øjeblikket, er et fremragen-
de Arbejde i sin sikre Karak-
teristik og sine fint afstemte
grønlige Farver.
0. V. Borch er et Kraft-
geni, som, skønt udpræget
moderne, ved ikke blindt at
lystre Modeparolerne altid
udsætter sig for den Risiko
at blive korrekset af Kunst-
kritikere, der i Frisindets og
Ungdommens Navn udøver
Formalismens Tyranni, •— i Reglen fordi de selv i Virke-
ligheden intet aner orn Kunstens inderste Væsen. Men
Borch kan taale det. Han vil stadig gaa sine egne Veje.
Den virkelige Kunstner skaber selv sin Form, selv om
han maaske først sent naar saa højt
i offentlig Anseelse, at Modejour-
nalkritikerne docerer denne hans
Form som clen eneste og evigt gyl-
dige, —■ for allerede næste Sæson
at slaa sig selv paa Munden.
Det burde være unødvendigt at
fastholde, at det ikke kommer an
paa, om Kunst er »moderne« eller
ikke moderne. De forskellige »is-
mer« flyder en Stund rundt som
Blærer paa Kunstens endeløse
Ocean, — men god Kunst vil altid
bestaa.
0. V. Borch er en født Kunstner
og en ærligt stræbende Kunstner.
At han tillige har den virile Krafi
og den ungdommelige Dristighed,
gør ham til en af dem, i hvenr vi
ikke alene har Lov til at se den retskafne Stridsmand, men
tillige et Føreremne.
Af de her gengivne Bi'ileder hører de to første til Borchs
seneste Periode og er begge malede i Aar. Oksekraniet er
baade det mest virtuost male-
de og vidner om den største
koloristiske Sikkerhed. Kors-
nedtagelsen og Billedet af
Rytteren og Dragen er begge
et Par Aar gamle, og ligger i
samme koloristiske Niveau:
det er som om Borch i dette
Tidsrum har bevæget sig i en
lige Linje fra en Malerkultur,
beslægtet med de gamle tyske
Kobberstikkeres i Stil og Lin-
•je, til Nutidens, af Renæssan-
cepragt paavirkede, bevidste
Arkaisme.
Dette vil maaske være det
sidste Led i Borchs foreløbige
Udvikling inden han fremtræ-
der som den absolut selvstæn-
dige Personlighed. Borch har
alle Betingelser for at blive en
Fornyer af dansk Kunst. Det
væsentlige har han, — Maler-
glæden, Trangen til at give
alt ved Hjælp af Farven, —■
naar han dertil har føjet den
Sikkerhed i Formning og Lin-
jeføring, som Renæssancens
Kunstnere sad inde med, vil
Fremtiden sikkert bringe en-
hver kunstinteresseret mange
Glæder for Øjet fra O. V.
Borchs Haand. Han er baade
for dygtig og for betydelig til — som de fleste — at lade
sig nøje ined at forarge de Umyndige og mætte de Indiffe-
rente med Sensationer. Ægte Kunstnere er der sjælden
Godtkøb paa, — og ihvertfald kan vi aldrig faa for mange
af dem.
Jeg haaber, at 0. V. Borch vil
faa inegen Medbør — saa megen, at
det vil bringe hans Evne til hurtig
fortsat Blonrstring, — og at han til-
lige, om fornødent, inaa faa saame-
get Modgang, som kræves for at
give Kunstnersindet den afgørende
Hærdning. Borch er »kommet til«
i en heldig Periode; Før-Krigstidens
Dødvande hengik, mens hans Ev-
ner endnu var i Puppetilstand, og
han var endnu ikke kommet rigtig
med i den giftige Epoke, da Guldet
strømmecle ind over Landet. Men
selv uden Landsted ved Rivieraen
eller Luksusautomobil i egen Ga-
rage vil han nok vide at kunne
hævde sig nrellem Standsfæller.
Korsnedtagelsen
Rytteren, Jomfruen og Dragen
224