Samleren: kunsttidsskrift (2.1925)

i de senere Aar vundet i malerisk Forstand forsaavidt som
de i højere Grad end tidligere er malt i sammenstemte To-
ner. Overfor Bertel Hansens »Bornholmsk Bondekone i
Kirkedragt« forholder man sig
trods al den Omhyggelighed i
Udførelsen, Maleren har ladet
det vederfares, temmelig kold.

Man skulde forsværge, at
Anna E. Munchs bibelske Bil-
leder med Adam og Eva og
Eva, der fristes af Slangen, er
malt i et Land, hvor en Mester
som Joakim Skovgaard har
virket og øvet Indflydelse. Med
samme Undren betragter man
H. O. Bøggild Andersens »Kri-
sti Gravlæggelse«, den er i en
sjælden Grad bedrøvelig at
skue, i den Grad er Billedet
tomt og tørt. Ove Kunert, der
altid har vist betydelig teknisk
Evne, er i sit Billede »Aftensol,

Bymosen Tidsvilde«« ved at
fortabe sig i det altfor effekt-
fulde, hvad der ikke kan siges
om Thorvald Larsen og P.

Hougaard, som trolig dyrker
Landskabskunsten, saaledes
som den doceres af Værløse-
skolens Fører Hans Knudsen. Henrik Jespersen synes
nu at have naaet Banalitetens Højdepunkt, selv Peter Møn-
steds Snebillede tager sig ved Siden af Jespersens ud som
en Naturstudie. Erik Mortensens:

»En Solo« bibringer Beskueren
uheldige Mindelser om Købkes sto-
re Dameportræt paa Galleriet. Og
i Victor Johansen har Vilh. Th. Fi-
sher fundet en dygtig, men ikke
morsom Efterligner. Et Interiør
med Figur af Rud. Jacobsen virker
ganske kraftigt, men nogen Finhed
i Farven havde ikke skadet, og V.

Glud vandrer, saa mærkeligt det
end lyder, i Henrik Jespersens ku-
lørte Fodspor. Otto Nielsens to Bil-
leder fra »Køge Havn« og »Rør-
skærere i Søborg Mose« er sørgeligt
graa i Farven, uden at Valøren
derfor rummer Finheder. Frk. Kip
Agnete Mols debuterer med et over-
ordentlig solidt Selvportræt, der
ganske vist virker som det var malt
for 201 Aar siden. Carl Forup til-
stræber den grandiose Stil, som var
god Latin i den engelske Maler-
kunst i Slutningen af det 18de Aar-
hundrede, men med alt for grove
Virkninger, saaledes at Resultatet virker forstemmende.

Helge Helmes Portræt »Lille Pige med en Pekingeser«

lader i alle Retninger meget tilbage at ønske, og Viggo

Jul. Poulsen; Portræt af Generaldirektør Ole Olsen

Langer har fundet et godt Motiv, som faar én til at tænke
paa, hvor fortræffeligt det kunde have været, var det blevet
malt af Barbizon-Skolens store Landskabsmester Rousseau.

Daniel Hvidt har før vist sit
Talent fra bedre Sider end i:
»Portræt af Fru M. S.«, og
Sand Holm udstiller et Billede
af en ung Dame med Haanden
under Kinden, meget udtryks-
fuldt uden at være noget male-
risk Mesterværk. Peter Olsen
Ventegodts Maleri af en ung
Dame ved Kniplebrædtet er i
den Grad temperamentsfuldt og
vist uforvarende præget af
Kunstnerens Syslen med det
antike Italien, at hun er kom-
met til at ligne en romersk
Væddekører. Det synes gaa-
defuldt, at en Censurkomité,
saafremt den da skal ud-
øve nogen Censur, lader op-
hænge et Billede som Gerda
Holms Opstilling, i den Grad
er det blottet for Talent og
Kunnen. Og med Hensyn til
Jørgen Plougs »Ræven og Sol-
sorten« gør de samme Be-

Ejnar Nielsen; Selvportræt

tragtninger sig gældende.
Ingeborg Rode har aabenbart anvendt megen Slid paa sit
Selvportræt med landskabelig Baggrund, uden at Resul-
tatet er kommet til at staa i et blot nogenlunde rimeligt
Forhold til Anstrengelserne, og
Ølund Hansen svigter i Aar helt de
Forventninger, man nærede til ham
paa Grundlag af de gode Billeder,
han malte for nogle Aar siden. Hel-
ler ikke Ludvig Jacobsens Talent
stilles i nogen flatterende Belysning
af hans i Aar udstillede Malerier,
de er effektfulde, men altfor let-
købte. Børge Nyrop arbejder støt
efter fransk impressionistisk Møn-
ster og med afgjort mere Held end
O. V. Borck, hvis Dameportræt kun
er en Renoir-Imitation. Mogens
Vantore udstiller et Par Billeder fra
Frankrig i kraftige, mættede Farver
og Victor Jensen to Billeder fra
Vejle, der at dømme efter hans Far-
ver, aabenbart er en mere end al-
mindelig nøgtern By.

Johan Vilh. Andersens meget om-
talte Billede: »Tietgensbroen« er af
brutalere Virkning end nødvendigt
for at opnaa en vis Monumentalitet,
og Oda Peters store, men svage,
Komposition virker med sin næsten alt for lyse Farve ikke
helt behagelig.

Udstillingens Omfang har i Aar, som tidligere, nødven-

49