DOI issue:
Nr. 2 (Februar 1926)
DOI article:Goldschmidt, Ernst: Omkring Ganymedes, [1]
DOI Page / Citation link:https://doi.org/10.11588/diglit.29340#0037
kunde optræde ined større Sagkundskab, havde haabet,
gennem nogen paa dette Omraade specielt Kyndig at faa
et og andet at vide, som han ikke vidste før, og som maa-
ske kunde bidrage til Bestenimelsen af Pariser-Statuen,
Selv uden at nære for store Forventninger til Hr. Th. Op-
permanns Sagkundskab maatte man vel kunne vente, at
han, gennem sin særlige Virksomhed ved Thorvaldsens
Museum var fortrolig med sit specielle Emne og vilde føle
det som sin Opgave at vejlede. Paa begge Punkter bliver
man unægtelig skuffet naar man gør sig bekendt med Hr.
Oppermanns Indlæg i Samlerens December Nummer. Vel
tjenligt til at vildlede er jo hans Bemærkning om, at Gany-
medes sandsynligvis skyldes en »udenlandsk Kunstner« —
det er da værd at oplyse orn, at Thorvaldsens Biograf be-
retter, at der paa et vist Tidspunkt arbejdede henved 40
Billedhuggere i Mesterens Atelier, deriblandt mange uden-
landske, og at vi skylder disse Kunstnere en meget stor
Andel i, ja stundom hele Realisationen af de Statuer, der
sidenhen bar Thorvaldsens Navn — trods deres ofte mere
end flygtige Berøring med Thorvaldsens Haand. Enhver
kan jo i den Thorvaldsen tilkendte Produktion konstatere
saa store Afvigelser som mellem godt og ondt, Afvigelser,
der ofte kan skrives paa Medhjælpernes Regning. Herom
vil de, hvem Sagen interesserer, kunne læse i den ovenfor
anførte Kronik. Men selv uden denne besværlige Forudsæt-
ning vil den uhildede Læser kunne skønne om et og andet
af det af Hr. Oppermann fremførte. Maaske nogle vil Iade
sig overbevise om, at Ganymedes maatte »være Akrobat«
Ganymedes, der skænker. Thorvaldsens Museum
Antik Ganymedes. Torloma Museet
for at kunne skænke af en Kande uden Hank, medens an-
dre vil sværge til den af Hr. Oppermann paaviste Thor-
valdsenske Frygt for det sentimentale. Det turde dog for-
nemmeligst være saadanne Læsere, der længe ikke har be-
søgt Museet ved Kanalen. Man vil dér kunne se, at Thor-
valdsen endog har »tilladt sig« den famøse kryds og tværs
Stilling (saaledes i Soklen i Skitsen til Vulcan og i Selv-
portrættet). Man vil ogsaa dér kunne finde Stof til en hel
Afhandling om de lange og de viltre KrøIIers mere eller
mindre velfriserte Regelmæssighed i Thorvaldsens Kunst.
I hans Amor med Buen fra 1814 genfinder vi samme Ka-
rakter og næsten samme Krøllekomposition som i vor Ga-
nymedes. Afhandlingens Resumé kunde maaske allerede
her antydningsvis opgøres derhen, at Lokkerne i Gips-
modellerne gerne er mindre velfriserede og mere karakter-
fulde end i Marmoret derefter. Man vil ligeledes dér kunne
faa Øjnene op for, at Thorvaldsen, trods sinMuseumsdirek-
tørs Misbilligelse, har gjort Figurer baade med halvt aabne
og helt lukkede Øjne. Selvsagt er Øjnene i talrige Arbejder,
betinget af Arbejdets Hensigt, helt lukkede (jeg nævner i
Flæng: Dødens Triumf, Den afmægtige Psyke, Dødens
Genius i Bethmann Hollwegs Gravmæle, Penthesilea i Akil-
les og Penthesilea), Thorvaldsen benyttede virkelig et saa
17
gennem nogen paa dette Omraade specielt Kyndig at faa
et og andet at vide, som han ikke vidste før, og som maa-
ske kunde bidrage til Bestenimelsen af Pariser-Statuen,
Selv uden at nære for store Forventninger til Hr. Th. Op-
permanns Sagkundskab maatte man vel kunne vente, at
han, gennem sin særlige Virksomhed ved Thorvaldsens
Museum var fortrolig med sit specielle Emne og vilde føle
det som sin Opgave at vejlede. Paa begge Punkter bliver
man unægtelig skuffet naar man gør sig bekendt med Hr.
Oppermanns Indlæg i Samlerens December Nummer. Vel
tjenligt til at vildlede er jo hans Bemærkning om, at Gany-
medes sandsynligvis skyldes en »udenlandsk Kunstner« —
det er da værd at oplyse orn, at Thorvaldsens Biograf be-
retter, at der paa et vist Tidspunkt arbejdede henved 40
Billedhuggere i Mesterens Atelier, deriblandt mange uden-
landske, og at vi skylder disse Kunstnere en meget stor
Andel i, ja stundom hele Realisationen af de Statuer, der
sidenhen bar Thorvaldsens Navn — trods deres ofte mere
end flygtige Berøring med Thorvaldsens Haand. Enhver
kan jo i den Thorvaldsen tilkendte Produktion konstatere
saa store Afvigelser som mellem godt og ondt, Afvigelser,
der ofte kan skrives paa Medhjælpernes Regning. Herom
vil de, hvem Sagen interesserer, kunne læse i den ovenfor
anførte Kronik. Men selv uden denne besværlige Forudsæt-
ning vil den uhildede Læser kunne skønne om et og andet
af det af Hr. Oppermann fremførte. Maaske nogle vil Iade
sig overbevise om, at Ganymedes maatte »være Akrobat«
Ganymedes, der skænker. Thorvaldsens Museum
Antik Ganymedes. Torloma Museet
for at kunne skænke af en Kande uden Hank, medens an-
dre vil sværge til den af Hr. Oppermann paaviste Thor-
valdsenske Frygt for det sentimentale. Det turde dog for-
nemmeligst være saadanne Læsere, der længe ikke har be-
søgt Museet ved Kanalen. Man vil dér kunne se, at Thor-
valdsen endog har »tilladt sig« den famøse kryds og tværs
Stilling (saaledes i Soklen i Skitsen til Vulcan og i Selv-
portrættet). Man vil ogsaa dér kunne finde Stof til en hel
Afhandling om de lange og de viltre KrøIIers mere eller
mindre velfriserte Regelmæssighed i Thorvaldsens Kunst.
I hans Amor med Buen fra 1814 genfinder vi samme Ka-
rakter og næsten samme Krøllekomposition som i vor Ga-
nymedes. Afhandlingens Resumé kunde maaske allerede
her antydningsvis opgøres derhen, at Lokkerne i Gips-
modellerne gerne er mindre velfriserede og mere karakter-
fulde end i Marmoret derefter. Man vil ligeledes dér kunne
faa Øjnene op for, at Thorvaldsen, trods sinMuseumsdirek-
tørs Misbilligelse, har gjort Figurer baade med halvt aabne
og helt lukkede Øjne. Selvsagt er Øjnene i talrige Arbejder,
betinget af Arbejdets Hensigt, helt lukkede (jeg nævner i
Flæng: Dødens Triumf, Den afmægtige Psyke, Dødens
Genius i Bethmann Hollwegs Gravmæle, Penthesilea i Akil-
les og Penthesilea), Thorvaldsen benyttede virkelig et saa
17