Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

»naturalistisk Træk« som at lade alle Figurerne i Natten
have Iukkede Øjne. Og i Arbejder, i hvilke Hovedstillingen
og Blikkets Retning mod en bestemt Genstand kræver det,
bryder Thorvaldsen, just som i vor Ganymedes, med den
traditionelle Aabning af Øjnene (i Relieffet: Amors Pile
smedes, hvor Vulcans Opmærksomhed er rettet mod Am-
bolten, i Homer der synger, hvor den skrivende Drengs er
rettet mod Tavlen, — i Diskoskasteren i samme Relief, i
Viktoria, der har Blikket hæftet paa Skjoldet, eller i Eng-
len længst tilhøjre i de syngende Engle — det sidste iøv-
rigt et bravt sødladent og sentimentalt Arbejde, som saa
tnange dermed beslægtede Figurer og Relieffer af Thor-
valdsen). I Originalmodellen til Døbefonten 1806 hviler
Johannes Døberens Øjne ligeledes halvt sænkede paa Kri-
stus, i Museets langt senere Marmorkopi, som Thorvaldsen
aldrig har set, er Øjnene bravt aabnede •— som de altsaa
bør være, naar de skyldes Thorvaldsen. Se paa Haaret paa
Kristusfiguren i denne Kopi og sammenlign Behandlingen
af »Krøllerne« med Gibsmodellens — saa vil man faa den
rette Forestilling om, hvad Fadhed og Sløjhed er •— dog
finder vi ogsaa et saadant Arbejde velbehageligst udstillet

i selve Mesterens
avtoritative Mu-
seum.

Det er rigtigt,
at de hidtil kendte
Ganymed’er af
Thorvaldsen bæ-
rer frygisk Hue.

Naturligvis er ik-
ke alle Rem-
brandts Selvpor-
træter uden Hue
uægte, fordi nogle
af hans berømte-
ste Selvportræter
er malet med Ka-
lot. Men hvem for-
maar at skildre
mine Fornemmel-
ser naar jeg sam-
menstiller Hue-
spørgsmaalet med
en Udtalelse af en
Kyndig, hvis Av-
toritet paa dette
Omraade i al Fald
Hr. Oppermann vil
anerkende — nemlig af Thorvaldsens Museums Direktør.
Da man telegrafisk lod ham tilfiyde en Beskrivelse af den
famøse Statue, i hvilket Telegram det udtrykkeligt bemær-
kedes, at denne Ganymedes var uden Hue, modtog man,
forinden Auktionskøbet fandt Sted, et Telegramsvar, der
meddelte, at Museumsdirektøren, med Henvisning til nogle
Linjer hos Thiele, havde svaret, at Thorvaldsen formentlig
havde udført en staaende Ganymedes som den beskrevne,
en Statue, som ikke fandtes i København. Men derfor er det
jo endog særdeles tænkeligt at Statuen ikke er et egenhæn-
digt Værk af ham. Hvilke Afgrunde af Ukendskab til hans
Speciale Museumsdirektørens Literaturhenvisning iøvrigt
røbede, kunde jeg først konstatere, da jeg paa hjemlig
Grund selv fik Thieles Bog i Haanden, — jeg skal kun
trætte mine Læsere hermed, hvis en fortsat Debat gør det
nødvendigt. Men jeg har derefter fundet det forstaaeligt,
omend beklageligt, at han ikke har givet os Oplysning om,
hvilken udenlandsk Elev han mistænker, eller ■— efter hans
uforbeholdne Anerkendelse af Statuens Skønhed i hans Ar-
tikels Begyndelse — beundrer som dens Ophavsmand. Det
kunde jo tænkes, det blev et Navn, som bragte den ny Ga-
nymedes i just saa nær Forbindelse med Thorvaldsens
Kunst som Forfatteren af disse Linjer har ment at kunne
bringe den. For den — ikke Museumsdirektøren — der, da
Statuen stilledes til Salg, havde Øjnene saa aabne som
Thorvaldsens Marmorstatuer, taler Direktørens Argumenter
fortræffeligt just for en saadan Tilknytning til Mesterens
Kunst. Nu vil en senere Direktør, soin fornøjelig Sæd er i
Danevang, engang kunne finde frem vor Statue og — i
selvtilfreds Glæde over samtlige hedengangne Direktørers
iukkede Øjne og Uforstand — anbringe den paa den Plads
i vor Skulpturhistorie, hvor den hører hjemme.

Ganymedes, købt i Paris 1925. Privateje

Ganymedes, fuldført 1805 i Thorvaldsens Atelier, til Grevinde Worontzof
Gengivelse efter et Stik

9 •