Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

Viggo Pedersen: „Aamosen" Skitze. 1886

var lavet af. — At han overhovedet frembragte saa mange
Arbejder her, forekommer et Mirakel for dem, der véd,
hvilke tunge Dage han rnaatte opleve i denne smukke gamle
Eolig, store Sorger, drøje økonomiske Vanskeligheder, og
stærkt begyndende Smerter ved at gaa. — Dog, baade her
og paa Maga ved Kullen fandt han Motiver, som virkede
saa straalende overdaadige paa ham, at han, skønt ofte
dybt knuget, anspændte sig til det yderste for at give dem
poetisk Udtryk. — Det kunde ikke undgaas, at Farven fik
Præg af denne An-
spændthed. I de min-
dre Studier er ofte en
mildere umiddelbar
Farvefølelse. I de
»færdige« Billeder er
Kompositionen det bæ-
rende. Dog, netop fra
Kullen findes et mildt

storladent Billede,

»Maanen staar bag
høje Træer« 1915,
som paa pathetisk Vis
i dets Aand og Stof
udover den lange mel-
lemliggende Tid slaar
Bro, ja af og til slaar Sorabillederne. Det sidst gengivne
Billede fra Bogenæs (udstillet ved hans 70 Aars Fødsels-
dag) viser i sin dramatiske Kraft den overlegne Indsigt i
det, Viggo Pedersen beskedent helst kaldte sit Fag, sit Ar-
bejde. Eftertiden vil kalde det hans Kunst.

OM MIN FADER, MALEREN VIGGO PEDERSEN

Hvor gerne følger jeg ikke »Samleren«s Opfordring til
at meddele Træk og Erindringer om min Fars Liv og Ar-
bejde! Hvor gerne gjorde jeg det ikke saaledes, at det
maatte give Læseren Indtryk af den sjældne Rigdom paa
menneskelig Varme og Styrke, der var ham egen! Hans
ømme Faderhjerte, hans vidtfavnende Evne til at forstaa
og elske Mennesker, hans ægte Kunstnersind! Umulighe-
den af at gøre det nogenlunde udtømmende, staar mig

klart, alt det fineste og bedste er desuden af for privat Na-
tur til at komme med her; men jeg vil søge at drage nogle
Hovedtræk og meddele visse Fakta saa godt jeg kan.

De fleste, der har kendt min Far, maa, tror jeg, om de
skal karakterisere hans Væsen med eet Ord, kalde ham —
rig! Et rigt Menneske! Hans Liv var rigt, og han gjorde
andre rige. Modtog meget og gav meget. Ejede baade rige
Evner og et rigt Hjerte. Et rigt Sind, i hvilket alle Bevæ-
gelser gik stærkt og dybt, de tunge som de glade. Han var

levende! og i den For-
stand et meget lykke-
ligt Menneske. Fars
Temperament var som
et Baade—Og, snart
melankolsk og tungt,
snart feststenrt og be-
gejstret; et Kunstner-
sind nred rig Vekslen
af Lys og Skygge.
Hans Livssyn var po-
sitivt, Far var en kri-
sten Mand i Tanke,
Tale og Adfærd, i
hvem der ikke fandtes
Svig. Sand og ydmyg,
trofast og gavmild. — Sin egen Fader huskede han, men
var kun faa Aar ved dennes tidlige Død, dog gammel nok
til at have faaet sin første Tegneundervisning af ham. Han
viste Far, hvordan en Hund i Spring skulde tegnes, og at
en Mands Arme og Ben ikke begyndte ved Halsen, men at
der tillige fandtes en Krop.

Af sin fromme Moder blev Far og hans Søskende op-
dragne i eenfoldig Gudsfrygt og til at se bort fra eget Vel,
men tænke des mere paa Andres. Disse i Barndommen ind-
podede Egenskaber forblev Grundtræk hos Far gennenr
hans Liv og blev oplivede og uddybede af hvad Livet gav.
I min Moders Slægt, ikke mindst gennem Ernst Trier paa
Vallekilde, modtog Far Paavirkning fra Grundtvig, og reg-
nede det altid senere for et uvurderligt Gode, at han i sin
Ungdom havde faaet disse Impulser. Jeg har dog aldrig

75