Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

mellem saa mange trodsige, elendige, lusede, brutale Sjæle,
logisk skarp som Knive mod hinanden, iskold som hvidt
Lys, brændende for at det menneskelige engang skulde faa
Lov at blomstre op af Materialismens Mødding, faa vokse
og folde sig ud allevegne.

Nu vil man sagtens sige, at dét Portræt af Jæger er
holdt i de graatonede Farver og Sparteltekniken, som alle
dengang arbejdede i.

Og der er at svare, at det ingén Betydning har her.
Munch er parat til at
bruge de Farver, som
siden blev hans. Maa-
ske betød det noget, at
han i Paris fik Seurats
og Signacs Billeder
for Øje, maaske ikke.

Det væsentlige er sket.

Det, som Tyskerne
kalder »Expressionis-
men« blevet til. Han
har ikke gengivet en
tilfældig Situation,
men en Oplevelse har
materialiseret sig.

Naar Krogh maler en
Mand, ofrer han sam-
me Interesse paa Sto-
lebenene som paa
Mandens Ansigt.

Munchs Portræt er ik-
ke en Studie, som er
blevet udarbejdet til et
Billede. Det er en Op-
levelse. Maleriet af Jæ-
ger, som alle de sene-
re Portrætter, ogsaa
de paa denne Udstil-
ling, er Mennesket,
saadan som det maat-
te staa for Munch,
naar han med lukkede
Øjne prøvede at forestille sig hain. Det er muligt, at Jæger
aldrig har siddet i den Stilling. Det er ikke sandsynligt, at
Fylkesmand Locher nogensinde har staaet saadan, som han
er gengivet paa det herværende Billede. I den forsigtige
Maade, Foden sættes frem paa, ses alligevel Embedsman-
dens værdige Selvbevidsthed afspejlet. Dersom Munch hav-
de malet efter Model, maatte han pludselig have standset
ham i Bevægelsen med et brat: bliv staaende. Munch gen-
giver ikke et eller andet Indtryk, men udtrykker det, som
er i hans Indre.

Fordi Munch saa helt lever i disse Oplevelser, som er ble-
vet Del af hans Væsen, kan Mødet med Virkeligheden være
saa smerteligt. Portrættet af Fru M. er udstillet her. Bag-
grundens nederste Halvdel er dyb violet, den øverste grøn,
delt af Granernes geometriske Eormer og de tunge Buer,
vi kender fra alle hans Skovbilleder. Foran skrider frem en
herlig Kvindeskikkelse, straalende, gylden, blændende, blaa-
nende, rødnende. Saa usigelig ømt stiger Linjen op mod
Barmen. Ravkæden ligger som utallige Kærtegn over Skul-

dre, Bryst, Skød. Munch standsede foran det Billede: »Hun
er nu en syg og elendig, aldrende Kvinde«, sagde han. De,
som ikke saa hans Ansigt, ved ikke, hvad Ordene betød.

Kun en Gang har han virkelig portrætteret sig selv,
malet sit sande Aasyn i samme Forstand, som Rembrandt
har gjort det: i det Billede, som er gengivet paa dette
Heftes Forside. Han har i de andre Selvportrætter udtrykt
Sider af sit Væsen: Styrken og andet; men den store Kunst-
ner, den dirrende, rige Sjæl, de stærke og skælvende Træk

vil staa for kommende
Slægter i det Billede.
De to Selvportrætter
paa Udstillingen kun-
de som sene Arbejder
kanske synes at paa-
kræve stor Interesse.
Naturligvis. Men ikke
i Forhold til de andre
Billeder derude. Det
sidste er dygtigt, me-
get dygtigt. Der er fine
Enkeltheder i Farven,
noget blødt og sødme-
fyldt i Farven, soin al-
tid manglede før, nej:
ikke var der før. Hos
den aldrende Renoir
skete noget tilsvaren-
de. Gaugin har sagt,
at dersom han skulde
blive for flink til at
male med højre, vilde
han give sig til at male
med Venstrehaanden.

Den afmægtige
Kamp, den titaniske
Lidenskab, er ikke i
det. Det er malet paa
en anden Maade end
de fleste af Munchs
andre Billeder. Det er
begyndt fra en Ende af og saa gjort færdig. Det har ellers
ikke været hans Arbejdsmetode; den har været en tilsyne-
ladende paradoks Blanding af den hastige, nervøse Kasten
sig over Opgaven for at fuldende det konceperede og saa
maaned- og aarelang Venten paa næste Penselstrøg. Der
hænger her et Billede, »Dreng og Pige under Æbletræ«,
hvor Dragterne er fra Aarene efter Aarhundredskiftet, og
som ogsaa er dateret fra dengang, men jeg tror ikke at
tage Fejl i, at Munchs Pensel har været paa det engang i
de sidste Maaneder (f. Eks. i Drengens Ansigt). I Virke-
ligheden er der ingen Modsætning; det, han i det givne
Øjeblik maler, er altid færdigt inden i ham, det, som skal
staa ved Siden af, er vel til Stede, men har endnu ikke ud-
krystalliseret sig i hans Bevidsthed. Et godt Bevis paa dette
er »Bohemens Bryllup«. Man skal lægge Mærke til, at det
dristige, hvide Glanslys over Tindingen paa den siddende
Mand til venstre i Forgrunden ikke er en god Virkning,
han har opdaget og malet paa, men selve Undermalingen,
som staar urørt.

Portræt af Frøken Olsen

174