Samleren: kunsttidsskrift — 3.1926
Zitieren dieser Seite
Bitte zitieren Sie diese Seite, indem Sie folgende Adresse (URL)/folgende DOI benutzen:
https://doi.org/10.11588/diglit.29340#0287
DOI Heft:
Nr. 10 (Oktober 1926)
DOI Artikel:Broby-Johansen, Rudolf: Edvard Munch
DOI Seite / Zitierlink:https://doi.org/10.11588/diglit.29340#0287
Bohémens Død
Denne Arbejdsmetode hænger nøje sammen med det ny
Idéindhold, som med Munch træder ind i Kunsten. Det
humanistiske Livsideal var blevet trængt i Baggrunden
overfor Impressionismens Forherligelse af det genstands-
mæssige. Kunstværket bliver nu paa ny Resultatet af en
Skabertanke. Maalet er ikke mere at bringe malerisk En-
hed over en Række Naturforeteelser, men at fremstille Væ-
sensenheden mellem alle Dele af det aandeliggjorte Kos-
mos: Huse, Skyer, Mennesker, Masse og Rum taber hos
Munch som hos van Gogh, Cezanne og Marc sine stoflige
og aandelige Forskelligheder.
Netop paa det Tidspunkt i Historien, hvor Kernien og
Optiken formaar
at gengive den
empiriske Virke-
lighed dadelløst i
Farvefotografiet
og derved opfyl-
der en aartusind-
garnmel Drøm,
drager Kunsten
tilbage til sit op-
rindelige, egentlig-
ste Rige, forban-
der det nydelses-
syge Øje og den
haltende Æstet-
klogskab saavel-
som Massens ge-
mene Lyst og bli-
ver atter: Forkyn-
der af religiøs
Verdenserkendel-
se.
Betragt et af de
ældste Billeder
paa denne Udstilling, »Melankoli«. Der sidder en Kvinde i
en Dragt i det Munchske kolde, næsten sorte blaa, det
grønne Sjal trukket sammen over frysende Skuldre, den
ene Haand knyttet i Skødet, den anden hængende slapt
ned ved Siden. Ansigtets Udtryk er spøgelsesskræmt, af-
grundsdybe Pupiller under det sorte midtskilte Haar. Det
er Munchs Søster, hende fra Portrættet fra 92 og fra
Litografiet »Dødsværelse«. I Ansigtet lever Melankoliens
sorgfulde Rædsel, kribler, klorer, stinger.
Men ogsaa i alle de store Farveflader, som omgiver hen-
de, i Gulvets dybe violette, de brune Vægge med gule Fel-
ter, det røde Bordtæppe, Udsigtens blegviolette og grønne,
blaa. Det gløder
og arbejder i dem,
koger. Sælsoinme
Arabesker, foster-
store Amøber snor
sig over og kitler
sig ind i Tæppet,
over Gulvet van-
drer det, »Mørkets
Aander paa spidse
Tær« (Obstfel-
der). Det mudrer
opover Væggene.
Landskabet ligger
skæbnesvangert
isnende derude.
Rent farvemæs-
sigt er det inærk-
værdige, at det
brune er koldt, ja
selv det røde har
en isnende Klang.
»Sommernat«
stammer fra
Solbillede
175
Denne Arbejdsmetode hænger nøje sammen med det ny
Idéindhold, som med Munch træder ind i Kunsten. Det
humanistiske Livsideal var blevet trængt i Baggrunden
overfor Impressionismens Forherligelse af det genstands-
mæssige. Kunstværket bliver nu paa ny Resultatet af en
Skabertanke. Maalet er ikke mere at bringe malerisk En-
hed over en Række Naturforeteelser, men at fremstille Væ-
sensenheden mellem alle Dele af det aandeliggjorte Kos-
mos: Huse, Skyer, Mennesker, Masse og Rum taber hos
Munch som hos van Gogh, Cezanne og Marc sine stoflige
og aandelige Forskelligheder.
Netop paa det Tidspunkt i Historien, hvor Kernien og
Optiken formaar
at gengive den
empiriske Virke-
lighed dadelløst i
Farvefotografiet
og derved opfyl-
der en aartusind-
garnmel Drøm,
drager Kunsten
tilbage til sit op-
rindelige, egentlig-
ste Rige, forban-
der det nydelses-
syge Øje og den
haltende Æstet-
klogskab saavel-
som Massens ge-
mene Lyst og bli-
ver atter: Forkyn-
der af religiøs
Verdenserkendel-
se.
Betragt et af de
ældste Billeder
paa denne Udstilling, »Melankoli«. Der sidder en Kvinde i
en Dragt i det Munchske kolde, næsten sorte blaa, det
grønne Sjal trukket sammen over frysende Skuldre, den
ene Haand knyttet i Skødet, den anden hængende slapt
ned ved Siden. Ansigtets Udtryk er spøgelsesskræmt, af-
grundsdybe Pupiller under det sorte midtskilte Haar. Det
er Munchs Søster, hende fra Portrættet fra 92 og fra
Litografiet »Dødsværelse«. I Ansigtet lever Melankoliens
sorgfulde Rædsel, kribler, klorer, stinger.
Men ogsaa i alle de store Farveflader, som omgiver hen-
de, i Gulvets dybe violette, de brune Vægge med gule Fel-
ter, det røde Bordtæppe, Udsigtens blegviolette og grønne,
blaa. Det gløder
og arbejder i dem,
koger. Sælsoinme
Arabesker, foster-
store Amøber snor
sig over og kitler
sig ind i Tæppet,
over Gulvet van-
drer det, »Mørkets
Aander paa spidse
Tær« (Obstfel-
der). Det mudrer
opover Væggene.
Landskabet ligger
skæbnesvangert
isnende derude.
Rent farvemæs-
sigt er det inærk-
værdige, at det
brune er koldt, ja
selv det røde har
en isnende Klang.
»Sommernat«
stammer fra
Solbillede
175