Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

Bohémens Død

Denne Arbejdsmetode hænger nøje sammen med det ny
Idéindhold, som med Munch træder ind i Kunsten. Det
humanistiske Livsideal var blevet trængt i Baggrunden
overfor Impressionismens Forherligelse af det genstands-
mæssige. Kunstværket bliver nu paa ny Resultatet af en
Skabertanke. Maalet er ikke mere at bringe malerisk En-
hed over en Række Naturforeteelser, men at fremstille Væ-
sensenheden mellem alle Dele af det aandeliggjorte Kos-
mos: Huse, Skyer, Mennesker, Masse og Rum taber hos
Munch som hos van Gogh, Cezanne og Marc sine stoflige
og aandelige Forskelligheder.

Netop paa det Tidspunkt i Historien, hvor Kernien og
Optiken formaar
at gengive den
empiriske Virke-
lighed dadelløst i
Farvefotografiet
og derved opfyl-
der en aartusind-
garnmel Drøm,
drager Kunsten
tilbage til sit op-
rindelige, egentlig-
ste Rige, forban-
der det nydelses-
syge Øje og den
haltende Æstet-
klogskab saavel-
som Massens ge-
mene Lyst og bli-
ver atter: Forkyn-
der af religiøs
Verdenserkendel-
se.

Betragt et af de
ældste Billeder

paa denne Udstilling, »Melankoli«. Der sidder en Kvinde i
en Dragt i det Munchske kolde, næsten sorte blaa, det
grønne Sjal trukket sammen over frysende Skuldre, den
ene Haand knyttet i Skødet, den anden hængende slapt
ned ved Siden. Ansigtets Udtryk er spøgelsesskræmt, af-
grundsdybe Pupiller under det sorte midtskilte Haar. Det
er Munchs Søster, hende fra Portrættet fra 92 og fra
Litografiet »Dødsværelse«. I Ansigtet lever Melankoliens
sorgfulde Rædsel, kribler, klorer, stinger.

Men ogsaa i alle de store Farveflader, som omgiver hen-
de, i Gulvets dybe violette, de brune Vægge med gule Fel-
ter, det røde Bordtæppe, Udsigtens blegviolette og grønne,

blaa. Det gløder
og arbejder i dem,
koger. Sælsoinme
Arabesker, foster-
store Amøber snor
sig over og kitler
sig ind i Tæppet,
over Gulvet van-
drer det, »Mørkets
Aander paa spidse
Tær« (Obstfel-
der). Det mudrer
opover Væggene.
Landskabet ligger
skæbnesvangert
isnende derude.

Rent farvemæs-
sigt er det inærk-
værdige, at det
brune er koldt, ja
selv det røde har
en isnende Klang.
»Sommernat«
stammer fra

Solbillede

175