Samleren: kunsttidsskrift (2.1925)

dighed, det Præg af Elegance, som forlenede dem med en
uimodstaaelig Charme og gjorde dem eftertragtede overalt.

Grunden til dette Supremati laa saavel i selve Porcel-
lænsmassens som i Glasurens Tilberedelse, der bevirkede,
at Farverne paa en langt skønnere og intimere Maade for-
enede sig med Un-
derlaget. Porcel-
lænsnrassen be-
stod af Sand fra

Fontainebleau,

Havsalt, Salpeter,

Soda, Alun og
Gips eller Alaba-
ster, som blande-
des sammen og
brændtes i 2—3
Døgn. Herved op-
stod en blændende
hvid Fritte, som
blev stødt og blan-
det med Mergel
fra Argenteul og
derpaa æltet paa
en Mølle i ca. 3
Uger. Massen blev
derpaa tørret, knust i et Valseværk og sigtet, hvorefter
den blev mættet med Vand. Den blev derefter brændt til
Biscuit, som næsten var fløjlsagtig for Beføling, og ved
Paasprøjtning overtrukken med Glasur. Denne bestod af
Sand fra Fontainebleau, Blyilte, Sodasalt, Flint og Pot-
aske, der blev blandet og smeltet for derefter at pulverise-
res og tilsættes med Vand. I en anden Brand brændtes
Glasuren fast til Biscuiten, hvorefter Stykket var færdigt
til Bemaling. I den følgende tredie Brand smeltede Farver-
ne saaledes sammen med Glasuren, at
denne er lige blank paa de dekorerede
og udekorerede Steder. Dette Forhold
adskiller paa den tydeligste Maade
det bløde franske Porcellæn fra det
haarde. Naar man lader Dagslyset
spille henover et bemalet og ubemalet
Stykke af Overfladen, bemærker man
ingen Forskel i Glasuren, som over-
alt har samme Gennemsigtighed.

Naar man betragter et Stykke haardt
Porcellæn paa samme Maade, bemær-
ker man en vis Forskel. Hvor glans-
fulde Emaillefarverne end er her, vi-
ser de sig mindre straalende end den
hvide Glasur og gaar ikke i eet med
denne. — Trods sin Overlegenhed i kunstnerisk Henseende
kunde det bløde Porcellæn som sagt ikke konkurrere med
Kaolinporcellæn til almindeligt Husbrug. Paa Grund af
ringere Elasticitet (som ogsaa bevirkede, at det alt for
let ridsede, indsugede Vædsker og angrebes af Syrer),
var det kun lidet brugbart til Genstande af større Dimen-
sioner. Saadanne forekommer hovedsagelig i Vincennes-
Perioden, fremstillede af Hof-Guldsmeden Duplessis. Men
for at kunne staa sig i Branden maatte disse store Vaser
formes af en svær Skærv, som gjorde dem betydelig tun-

gere end Metalformerne og ofte gjorde dem mere bizarre
end egentlig smukke, hvilket maaske er særligt iøjnefal-
dende ved den berømte »vase vaisseau a mat« (en skibs-
formet Vase) og de saakaldte »Lysestagevaser med Ele-
fanthoveder«. Den store Berømmelse, disse Vaser har op-

naaet, og den Be-
undring, de stedse
har været Gen-
stand for, og som
har gjort det til et
føleligt Savn for
Franskmændene,
at saa faa af dem
findes i de offent-
lige Samlinger i
Paris, skyldes der-
for sikkert mindre
deres Ynde end
deres Sjældenhed.
De findes fortrins-
vis i Windsor,
Wallace Collection
og Rothschilder-
nes berømte Sam-
linger, hvorover
er fremstillet pragtfulde Reproduktionsværker. Paa Grund
af deres Kostbarhed forsvandt de ret hurtigt fra Markedet,
benyttedes kun nu og da til kongelige Gaver. Maaske giver
ogsaa de mindre fordringsfulde Stykker, som man af kom-
mercielle Grunde gik over til at fremstille: Bordservicer,
Cabaretter, Solitairer, Téte-a-téter, Jardinierer, Cache-
pots, smaa Vase-Garniturer o. s. v. et langt rigere og gun-
stigere Indtryk af den franske Porcellænskunst end disse
monstrøse Formationer. —

Som omtalt holdt man sig i den
første Periode (indtil omkring 1748)
til Efterligning af Meissen-Porcellæ-
net for at bekæmpe dette. I denne Pe-
riode opstod de henrivende Pots-
pourris-Vaser med paalagte Blomster-
grene og Blade malede efter Naturen
og de samtidige »frie Blomster« der
blev anbragt paa forgyldte Metalgre-
ne, som skaffede Vincennes-Fabriken
den væsentligste Del af dens Indtæg-
ter. Samtidig fremstillede man hvidt
Porcellæn med reliefferede Mume-
Blonrster i Lighed med Porcellæn fra
Saint Cloud og camaieumalet eller po-
lykromt malet Porcellæn med Kakie-
monmønster i Lighed med det fra Chantilly. Alt dette for-
drede ingen særligt uddannede Kunstnere til Malerarbej-
det. Men efterhaanden blev Ansættelsen af saadanne en
Nødvendighed til Dokorering af de exceptionelle Pragt-
stykker, som har skaffet Vincennes-Fabriken dens Berøm-
melse. Man maatte da, for at danne et Dekorations-Atelier,
ty til de dengang talrige Viftemalere -og Emaillemalere.
Disses første Arbejder er lette at kende fra hinanden paa
Grund af den forskellige Teknik, de hver for sig anvendte.
Viftemalerne, der hovedsagelig var Figurmalere, var vante

Fig.4. Kop med Underkop. Sévres 1763

59